Nu må vi passe på os selv!

Stresskurven er stadig ikke knækket – den stiger fortsat og desværre fylder også unge mennesker nu i statistikken.

Derfor er det helt afgørende, at vi fokuserer mere på vores generelle livsfaser- og kvalitet.
Vi har 3 ting, som er vores vigtige platforme og de skal løbende have et “serviceeftersyn”.  De tre platforme, som vi er ret afhængige af – er:

– Vores hjem
– Vores job
– Vores sociale relationer

Det er vigtigt, at hver platform er nogenlunde intakt – og skal den ene udskiftes, så skal der helst være ro på de to andre.
Ofte kan stress komme af, at man eksempelvis både renoverer derhjemme samtidig med, at der er en stor omstrukturering i gang på jobbet. Så er der ligesom ingen steder, man kan slappe af. Det samme kan ske, når man bliver skilt (og det gør desværre rigtig mange af os) – så er der både uro i vores hjem og de sociale relationer (fordi man måske mister tæt kontakt med svigerfamilien).

I sådanne tilfælde kan det være sundt at komme på job og kunne fokusere på noget andet end skilsmissen, som, jeg til enhver tid vil postulere, er hård kost for enhver. Samtidig kan det være utrolig vigtigt, at hvis der er en større omstrukturering på jobbet – og dem er der mange af – så er det vigtigt at skabe ro på hjemmefronten og i de sociale relationer. (Altså opgøret med en veninde, svigermor, mand/kone eller søster kan måske vente til man har lidt energi igen).

Den viden er jo ikke raketvidenskab, men vi taler lidt for lidt om det – og så kan det gå i glemmekassen. Med et samfund i forrygende fart, virksomheder der forandrer sig og forhold der ligeledes ændrer sig – så har vi behov for at ”grounde”, som nogle ville kalde det. Jeg kalder det bare – at kigge på de tre platforme – og sørge for – at alting ikke sker samtidig. Det er en til stadighed opmærksom på ens egen energibeholdning:).
Værn derfor om dig selv ved indsigt i dit eget liv og dine egne platforme. Og så skal vi naturligvis være opmærksomme på – at livet er en udfordring! Der sker ændringer – på alle platforme. Det er et livsvilkår, som vi ikke kan lukke øjnene for. Det er eksempelvis efterhånden de færreste, der oplever 25 – og 40 års jubilæer i virksomheder, fordi tingene ændrer sig.

I næste nyhedsbrev skriver jeg lidt om, hvordan man kan holde sin jobprofil skarp og måske skifte job før man bliver tvunget hertil – og således selv være “kaptajn i sit liv”  og selv bestemme, når der er behov for ro på sine platforme og hvornår man har overskud til lidt uro:).

Ps. I mit arbejde for at reducere antallet af nye stressramte underviser jeg bl.a. også unge i både deres eget talent – men også i livsfaser og vigtigheden i at være kaptajn i sit eget liv. Se hjemmesiden for yderligere information, hvis du har et ungt menneske, som gerne vil styrkes:)

Kærligst Lone