Julegave til dig selv: Pyt

Julen står for døren, og selvom vi ser frem til at fejre højtiden med hygge og afslapning, har mange af os altid liiiige et par ting, vi skal nå, inden julefreden kan sænke sig. Vi skal minde os selv og hinanden om, at julen er hjerternes tid, og det indebærer også, at vi passer på os selv.

Krav gør os fortsat stressede  

Institut for arbejdsmiljø har netop offentliggjort en undersøgelsesom viser, at høje krav fra arbejdsgiver kombineret med lav indflydelse på arbejdspladsen og pasning af et sygt familiemedlem skaber større risiko for stress. Noget der for mange af os ikke just kommer som en overraskelse.

Desværre kommer undersøgelsen ikke med løsninger til at håndtere og klare en sådan situation. Netop dette er essensen i debatten om stress – vi konstaterer uden at handle!

Vi skal være mentalt robuste

Utrolig mange af os overvældes af de mange krav fra både arbejds- og privatlivet, og ender med at blive stressede. Det kan vi undgå, hvis vi træner os selv i at være mentalt robuste.
Vi bliver mentalt robuste når vi:

  • Sover godt
  • Spiser varieret og sundt
  • Motionerer regelmæssigt

Dertil er det vigtigt at:

  • Tænke positivt
  • Kunne sige ’pyt’
  • Kende sig selv – så man plejer sine personlige kompetencer

Når det som her er listet i 6 små punkter, lyder det jo ikke så svært, men al begyndelse kan være svær og kræve tilvænning. Derfor er det vigtigt, at vi på den lange bane lærer at fokusere på os selv som individer, så den ’maskine’ vi er udstyret med får både benzin og serviceeftersyn.

En ’pyt’-knap som redskab

Med julen lige om hjørnet sætter vi typisk endnu flere krav til os selv.
Derfor får du her en ’pyt’-knap, som du kan printe og hænge op både derhjemme og på job. Den skal hjælpe os med at blive mentalt stærke, og selvom den ikke skal bruges uhæmmet, kan den især hjælpe os, når vi ikke kan ændre tingenes tilstand. Vi kan trykke pyt, og i stedet prøve at finde en anden løsning. Jeg bruger eksempelvis min personlige ’pyt’-knap flittigt, når jeg har glemt nogle indkøb og klokken har passeret lukketid i butikkerne J

Med håbet om flere mentalt robuste og lykkelige mennesker i 2017, vil jeg ønske alle en rigtig, rigtig glædelig jul og et dejligt nytår. Husk at nyde alle duftene i de kommende dage!

Kærligst Lone